Fortælling – Kultur

Ordbogsforklaring 

Fortælling er mundtligt, skriftligt eller overlevering i en anden kunstnerisk form, og som fremstiller et bestemt handlingsforløb, en historie. 

 

Fortælling fortolkes ind i et Ex3 kulturelt perspektiv. 

Alle arbejdspladser har en fortælling. Nogle er officielle, og nogle er uofficielle. Den officielle kulturelle fortælling på din arbejdsplads er med til at definere og kommunikere de værdier, traditioner og normer, der udgør jeres kultur. Det er historien om, hvem I er som virksomhed, hvordan I arbejder sammen, og hvad I stræber efter at opnå. En stærk kulturel fortælling kan fungere som jeres fælles samlingspunkt, skabe en følelse af tilhørsforhold og motivere jer til at arbejde mod fælles mål.

 
En god kulturel fortælling indeholder ofte elementer som virksomhedens oprindelse og historie, kerneværdier og principper, unikke traditioner og ceremonier samt historier om succeser og udfordringer, der har formet arbejdspladsen gennem tiden.
 
Uofficielle kulturelle fortællinger på arbejdspladsen er de historier, der spontant opstår og cirkulerer blandt jer. Disse fortællinger kan være baseret på personlige erfaringer, myter, observationer eller rygter og kan have stor indflydelse på arbejdsmiljøet og den overordnede kultur. Vi har flere gange oplevet, at fortællinger, som hører fortiden til, bliver genfortalt, selvom de ledere og medarbejdere, disse fortællinger er knyttet til, for længst er rejst videre.
 
De uofficielle fortællinger afspejler ofte, hvordan I opfatter og tolker virksomhedens værdier, ledelsesstil og arbejdskultur. De kan bidrage til at skabe en følelse af fællesskab og samhørighed blandt jer, men de kan også være med til at udfordre eller underminere jeres fælles arbejdsplads.
 
Ugens refleksion kan gå flere veje… Måske tænker du lige nu på den officielle fortælling, måske dukker en uofficiel fortælling op i din bevidsthed, eller måske sammenligner du… Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert; alle veje kan gøre dig mere bevidst om, hvilke fortællinger der bidrager til jeres kultur.
 
God fornøjelse! 😊



Scroll to Top